Disneyland Paris

0
1269

En dag i Disneyland Paris

Vi ankom tidligt til parken, og sad lidt og ventede inden vi tog plads i køen. Vi havde ikke stået der længe, før en af parkens medarbejdere kom over til os. “Tillykke i er dagens udvalgte familie – vi har valgt at I skal åbne parken”. Magne var mega stolt, men også nervøs. Mens alle i køen talte ned, gjorde Magne klar til at klippe snoren.

Vi havde en rigtig dejlig dag i parken. Mange af de ting vi gerne ville prøve, og kunne prøve med Magne og Saga, var der ikke mega lange køer til. Der var mange små hjørner, hvor man kunne gå på opdagelse. Fordi vi ikke havde en masse ting vi ville nå, havde vi tid til stille og roligt at gå på opdagelse. Ved løvernes konge, blev der spillet trommer. Magne stod længe og hørte på musikken. Faktisk fik vi ham først med da de stoppede med at spille. Saga var helt vild med “it’s a small world”. Køen dertil var ikke så lang, så den prøvede vi et par gange.

   

Paraden

Nu havde vi jo været i Disneyland Orlando, og alt er bare større i USA. Sådan havde vi det også med paraden. Når det så er sagt, så ville vi ikke være gået glip af paraden. Den hører bare sådan lidt til et besøg i Disneyland. Børnene var meget optaget af paraden, selvom de synes kaptajn klo kom lidt for tæt på.

Disney Studios

Vores billetter kunne samme dag også bruges i naboparken, Walt Disney Studios. Vi forventede ikke meget af parken, mest fordi den ikke virkede til at være nær så populær som den oprindelige park. Men for os overraskede den positivt. Specielt var vi glade for, Studio tours. Vi nåede lige med på sidste runde, og var virkelig glade for at vi nåede med. Vi havde ikke regnet med at det setup de havde lavet, var så vildt som det viste sig at være. Rigtig ild og vilde mængder vand. Vi var begejstrede!

Kommenter

Indtast kommentar
Indtast navn